Jeg havde aldrig drømt om, at jeg som 51 årig igen skulle beskæftige mig med sikkerhedspolitik. (januar 2016)

Sum ung studerede jeg en del skandinavisk sikkerhedspolitik og var varm tilhænger af NATO og har jeg fremdeles den holdning, at det er en fin ordning. Men at konstatere at jeg i dag er nødsaget til at forsvare det stolte og gamle land Sovjetunionen eller det der i dag er Rusland havde jeg ikke forventet.

Efter at Rusland indført demokrati og internationale samhandelsrelationer, havde jeg ikke forventet at en form for hård retorik ville opstå mellem de russiske ledere og lederne i Skandinavien og USA m.m. Derfor er jeg nødsaget til at pointere hvor langt ude denne helt uforklarlige retorik er, der er opstået mellem lande, som har langt mere til fælles end store dele af verden som vi hverken boykotter og som vi til stadighed, har et normalt samarbejdsforhold til. (Dette er skrevet januar 2016)

Artikel opdateret mars 2020

Rusland ønsker samhandel og kulturelle og normale relationer til den øvrige befolkning i europa. NATO og koldkrigere ønsker en unaturlig optrapning som ikke har nogen logisk forklaring. Som jeg før har påpeget så er der også i Rusland politiske kolationer og miltærpersoner der selvsagt ønsker at besvare den NATO baserede politik om at Rusland udviser aggresiv adfærd på flere områder. Det er indlysende at i relation til indernrigspolitik og i forhold til militæret i landet er Rusland selvsagt nødsaget til at foretage manøvrer, der viser NATO at man ikki har til hensigt stiltiende at godtage denne form for provokationer og politisk retorik, og handelspolitik, der reelt er med til at svække Ruslands muligheder at operere frit på verdensmarkederne herunder NATO landen og EU markeder.

Det er en ufattelig arrongance at tro at Rusland ikki har fundet nye handelspartnere og strategi til at imødestå, de lande der ønsker at boykotte samarbejde og samhandel med Rusland.